Hjælp!

-Hey, kan jeg hjælpe dig?

-Øh jooo tak, jeg blev pludselig lidt dårlig…

-Kan du slippe nedløbsrøret og tage fat i mig?

-Neeej det slipper jeg sgu ikke, så  falder jeg på røven…

-Jeg er stærk, og du ser dårlig ud! Har du slået dig?

-Knæet gør skide ondt, det derfor jeg hænger her…

-Uf, nej det ser ikke godt ud, der er hul i din nylonstrømpe og det bløder lidt! Hvor bor du?

-Lige henne om hjørnet, jeg var jo på vej hjem. Bums! Lige pludselig lå jeg der.

-Hvordan er du kommet herhen, til nedløbsrøret?

-Det ved jeg sgu ikke! Åh for helvede hvor gør det ondt!

-Hvor gør det ondt, lad mig nu hjælpe dig! Gør det så ondt så jeg skal  ringe efter en ambulance?

-Ingen ambulance, jeg skal bare hjem og ligge lidt. Vil du hjælpe mig…?

-Ja, selvfølgelig – tag mig i armen, jeg er stærk som en okse.

-Jeg prøver jo, årgh kan du klare det, du er jo kun skind og ben?

-Ja, jeg siger jo jeg er stærk. Stol på mig. Prøv at rette din ryg… Ja sådan, det jo fint. Så går vi!

-Åh for dælen da, Av! Av!

-Nåå det går da fint. Ret ryggen! Det er fint, ja – vi er næsten ved hjørnet nu!

-Åh ja, åh de skide ben! Av! Ja, ja ryggen – jeg prøver jo!!

-Såå, er det første opgang?

-Nej det er nummer 82, og så lige ind, du ved…

-Ok så nummer to opgang. I stuen?

-Av, Av, ja, ja. Åh for helvede! Åh, nej hvor er det godt du er her. Tak min ven…

-Du gør det så fint, vi er her jo snart. Har du en nøgle?

-Jaaa, lige her i lommen. Slip mig lige, hva’. Ups!

-Pas nu på! Jeg har dig… Sådan!

-Her nøglen, den der er blå. Åh, min ryg, min ryg…

-Ryggen? Gør det ondt i ryggen? Lad mig tage din taske!

-Njaa, Nej, nej!!

-Jo kom nu, så kan du ta’ om gelænderet.

-Hrmm..

-Hold da op! Den er tung! Hvad søren har du i?

-Årgh, du ved indkøb. Sådan lidt af hvert. Hvor er du sød at hjælpe mig, søde…

-Så op ad trappen. Prøv at hjælpe lidt mere… Det var i stueetagen ikke?

-Stuen…? Nej du, jeg bor der oppe – to trapper til. Hermansen  – det står selv på døren!

-Hermansen, Fru Hermansen – kom så opad! Ret ryggen – kom så!

-Åhh, jeg kan næsten ikke mer’

-HERMANSEN, nu er vi her! Kan du stå her, mens jeg låser op!

-Tak, jeg lægger mig med det samme. Stil du bare tasken her, tak min søde. Åhh hvor er det godt…

-Skal jeg bare smække døren, Fru Hermansen?

-Åh, ja tak, så er du sød. Og duuu, kom lige her. Lidt skal du ha’ for at bære mig hjem…

Gadedøren smækkede bag mig. Jeg holdt om den grønne flaske nede i min lomme. Med et lille smil, stak jeg i småløb hjemad.

Advertisements

Det sidste skub2

Sigrid vendte sig om og så på mig. Hendes anspændte ansigtstræk gled over i en let forbavselse, og hun rejste op med en nervøs bevægelse: ”Jeg troede Kjeld selv kom, han er jo trods alt…”

Jeg tog et skridt hen mod hende, kunne kun slå armene ud med en håbløs bevægelse, mens jeg udbrød et hæst ”Nej, du må nøjes med mig”.

Satans! Min hjerne kørte i tomgang.

Tænke, tænke… Hurtigt – det var jo for fanden synd for den stakkels pige!

For Kjeld og mig var det bare det bedste der kunne ske, den helt uventede redning, så vi kunne fortsætte.

 ”Sigrid” jeg rømmede mig og rettede min slipseknude til.

”Sigrid, vil du ikke sidde?” Et bestemt udtryk i de blå øjne fik mig til at fortsætte:

”Du ved, der uden på konvolutten stod du ikke måtte være til stede ved oplæsningen. Din bror og jeg var overbeviste om at grunden var du skulle skånes. Det var det også Sigrid. Desværre ikke som vi havde ønsket, Kjeld og jeg.

Jeres far bar nag til dig. Han kunne ikke tilgive dit valg af fremtidspartner, en kvinde!”.

Sigrid rettede sig endnu mere op og trodsigheden gav smuk glød i det ansigt jeg i årevis havde håbet på at vågne op til…

Pludselig var det ikke svært:

”Du arver intet”

Det sidste skub…

2.Version

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder…

Som sædvanlig var det mig der havde trukket det korteste strå. ”Tre ord”, havde Kjeld sagt “– det må du kunne gøre for mig efter alle de år vi har kendt hinanden”.

Var det fejhed, skuffelse eller… havde han mere i ærmet?

Årgh jeg blev sgu aldrig klog på Kjeld, min barndomsven og partner i virksomheden.

”Hun venter nede i pavillonen” kom det lokkende fra Kjeld. Jeg vidste hun elskede det sted, med den lille badebro lige ned til søen.

Spændingen og forventningen sloges og gav min gang en kluntet rytme da jeg gik ned ad den grusbelagte sti der førte direkte til pavillonen.

Tre ord, leveret på den rette måde – hvor svært kunne det være!

Hvorfor filen havde jeg dog ladet mig lokke til denne yderst private opgave?

Hvornår lærte jeg at sige STOP!

Hun sad på kurvestolen, helt yderst med rank ryg – hendes hånd knugede om armlænet. Jeg løftede hånden og bankede forsigtigt på den sprossede rude

Bare hun dog ikke misforstod mig, det ville jo være en katastrofe…

 

Tre små ord…

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder…

Som sædvanlig var det mig der havde trukket det korteste strå. ”Tre ord”, havde Kjeld sagt – det må du kunne gøre for mig efter alle de år vi har kendt hinanden.

Var det fejhed, skuffelse eller… havde han mere i ærmet?

Årgh jeg blev sgu aldrig klog på Kjeld, min barndomsven og partner i virksomheden.

”Hun ventede nede i pavillonen” kom det lokkende fra Kjeld. Jeg vidste hun elskede det sted, med den lille badebro lige ned til søen.

Spændingen og forventningen sloges i min mave og gav min gang en kluntet rytme da jeg gik ned ad den smukke grusbelagte sti i den parklignende have.

Tre ord, leveret på den rette måde – hvor svært kunne det være!

Hvorfor filen havde jeg dog ladet mig lokke til denne yderst private opgave?

Hvornår lærte jeg at sige STOP!

Bare hun dog ikke misforstod mig, det ville jo være en katastrofe…